Hvad ønsker vi for vores børn?

Konfirmationssæsonen er sat ind, og traditionen tro mødte vi alle sammen op for at fejre den unge konfirmand (i dette tilfælde af hankøn). Der var mad, og der var sang, og der var taler, og alt var fryd og gammen. Men så var der en af talerne. Et ældre familiemedlem holdt en tale, som afsluttedes med at ønske det unge menneske et langt og lykkeligt liv, og andre gode og rare ting, og så nogle ting mere: ”et godt og lukrativt arbejde og en sød og dejlig partnerske”. Med andre ord: du skal helst blive lige som alle os andre.

Men hvad hvis den unge mand er ligeglad med, om hans arbejde bliver lukrativt? Hvad hvis han har det fint med noget lavtlønnet, så han kan lave fede ting i sin fritid? Og hvad hvis han ikke ender med at ville have en partnerske, men en partner? Familiens mening om dén sag er hermed slået fast!

Jeg er sikker på, at det ældre familiemedlem mente det godt, og ganske simpelt ikke havde overvejet, hvad der lå implicit i kommentarerne, og som man altid siger til mig om mine bedsteforældre: de er af en anden generation, de har bare ikke overvejet, at tingene har forandret sig siden de var unge, bare lad det fare. Så jeg lod det fare. Men det gnaver alligevel lidt i mig. For vi lytter til folk omkring os. Autoritetsfigurer, folk vi elsker, som elsker os, eller som vi mener har noget vigtigt at sige.

Så de råd, vi giver, betyder noget. Enten fordi folk følger dem, eller fordi de bevist vælger at ignorere dem. Og det, vi siger, er en del af en langt større kontekst, med signaler der flyver omkring os, gennem medier, internet, ophold i det offentlige rum. Hvis vores budskab bekræfter, hvad der siges omkring os – så er det nemt at gætte på, hvordan de smukke unge mennesker bliver. Hvis de ikke føler, de passer ind, og ingen siger, at det også er okay, kan det være svært at bryde med. Og så følger vi bare strømmen, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Hvis nogen til gengæld siger, at jo, det kan være, du finder ud af, at du ikke passer ind i samfundets kasser, men vi vil altid elske dig alligevel – ikke som en eftertanke, men allerede fra starten af – vil det måske være lidt nemmere at finde ud af? Hvis det at være ud over det sædvanlige fra starten præsenteres som noget, der ikke er farligt. Det kunne jo også være, at vi med disse små skridt kunne være med til at ændre kasserne, så det ikke engang behøver at være noget at tænke over.

Det kan lyde lidt uoverskueligt. Så til at starte med ville jeg foreslå at ønske, som alternativ, ”et langt og lykkeligt liv, et arbejde du er glad for, og en sød og dejlig livsledsager”. Så simpelt kan det gøres.