09 May 2012

De danske fagforeninger set fra Spanien


Den 29. marts var der generalstrejke i Spanien, arrangeret af de største spanske fagforeninger samt en lang række mindre organisationer. Anledningen var en arbejdsmarkedsreform som vil gøre det (endnu) nemmere for arbejdsgiverne at fyre folk uden at rekompensere dem, og gøre arbejdsmarkedet (endnu mere) usikkert for spanske unge, som i forvejen lider under en arbejdsløshedsprocent på mellem 40-50%.
Nedenstående er en refleksion over, hvad der fik flere hundredetusinde mennesker på gaden alene i Barcelona, over hvorfor dette ikke er til at forestille sig i Danmark, over fagforeningernes rolle i samfundet, og over, hvilken betydning de har og bør have fremover.



Da jeg som 18-årig blev ansat som kasseassistent i den lokale SuperBrugs, var det stadig et krav at være meldt ind i en fagforening under LO. Så jeg meldte mig selvfølgelig ind. Ikke at jeg havde det store forhold til konceptet, selvom jeg da bestemt var sympatisk overfor ideen om fagforeninger som sådan.
I historieundervisningen i gymnasiet og samfundsfag på A-niveau blev den danske fagforeningstradition også nævnt og bearbejdet, men jeg opfattede det aldrig som noget, der havde nogen personlig betydning for mig. Jojo, noget mindsteløn, som bestemt ikke var til at kimse af, og udmærket supplerede først lommepengene, og siden SU'en. Jeg havde også en vag forestilling om noget med arbejdsugens længde, men det gjorde ikke nogen praktisk forskel for mig, så jeg tog derfor ikke højde for det. Med nogle års mellemrum strejkede andre fagforeningers medlemmer, og jeg tænkte, at det var fint, og gik gerne med på gaden, men tænkte ikke over det, når først strejkerne var forbi.
Sagt på en mere poetisk måde, opfattede jeg de 'rigtige' fagforeningskampe som ovre, og som noget, der primært hørte til i historiebøgerne. Fagforeningernes rolle virkede som udspillet og målene opnået.

Og hvad har min historieundervisning så med jer, læsere, at gøre?
Sagen er, at jeg ikke tror, jeg på nogen måde er atypisk for min generation. Fagforeninger og arbejdstagerrettigheder er ikke noget, jeg diskuterer med min jævnaldrende danske omgangskreds, og min skolegang har været ganske almindelig og gennemsnitlig.
Lad mig vende tilbage til dette om lidt. Først en historie om et udlandseventyr, jeg er på i skrivende stund.

Sidste sommer afsluttede jeg første del af min universitetsuddannelse, og tog til Spanien på et ”sabbatår”. Planerne var ikke videre konkrete, men jeg tænkte, jeg ville finde noget arbejde til at betale husleje mv., og ellers bare nyde livet. Jeg vidste godt, at der var krise i Spanien, men forestillede mig ikke, at dette ville byde på de store problemer i praksis, idet jeg regnede med at mine kvalifikationer nok skulle overstige en lille ubetydeligt forhindring såsom en ungdomsarbejdsløshed på 40%.
Det tog mig en lang række jobsamtaler, noget a la 200 ansøgninger delt ud til højre og venstre og på nettet samt flere prøveperioder, inden det lykkedes mig at lande et fuldtidsarbejde med en anstændig behandling af personalet – jeg klager ikke, men dette skal ikke forveksles med at blive behandlet, som jeg ville blive i en tilsvarende stilling i Danmark.

I forbindelse med hele denne proces har jeg lært en masse om det spanske arbejdsmarked, eller snarere, konsekvenserne heraf for dem, der forsøger at overleve i det.
Ingen mindsteløn er nogensinde blevet nævnt, men det laveste, jeg er blevet tilbudt, er 6-komma-noget € i timen, 5,87 € udbetalt efter skat (ca. 44 kr.) – og dette er vel at mærke for voksne mennesker, som skal betale hus, har børn, den slags. Sidst jeg tjekkede var timelønnen i Danmark en 60-70 kroner for unge under 18.
Kontrakter er som udgangspunkt tidsbegrænsede, fx 14 dage, 1 måned, 3 måneder, 1 år, og med en prøveperiode inkluderet. Kontrakter varierer selvfølgelig, men under prøveperioden kan arbejdsgiveren fyre dig fra den ene dag til den anden, mundtligt og uden begrundelse. Alt efter kontrakten kan du opleve, at du til gengæld har X dages varsel, og dette vel at mærke på skrift. Efter prøveperiodens afslutning skal du have en begrundelse for afskedigelse, og vistnok også noget erstatning fra arbejdsgiverens side (som ikke er overvældende, men dog findes) – men fyres kan du. Med de tidsbegrænsede kontrakter slipper de dog som regel for dét problem, idet din ansættelse ophører af sig selv.
En note: dette bliver ændret med den nye arbejdsmarkedsreform, som blev vedtaget trods protesterne. Uden at gå i detaljer bliver det endnu nemmere at fyre folk, og den i forvejen lave fyringserstatning bliver endnu lavere, blandt meget andet.

Den standards spanske fuldtids arbejdsuge er på 39-40 timer, og arbejdsgivere går gerne over, hvis de kan slippe af sted med det.
Jeg oplevede en deltidskontrakt på 22 timer ugentligt – her vil læseren formentlig tænke at den logiske løsning på dét ville være enten formiddags- eller eftermiddagsvagter, evt. hver weekend, eller noget lignende forudsigeligt. Ikke her. Typisk eksempel: nogle dage formiddag, andre eftermiddag, ingen regelmæssighed overhovedet, og endnu mindre indflydelse fra arbejderens side på, hvornår vedkommende skal møde.
Ofte kan man også skyde en hvid pind efter at få sin arbejdsplan mere end en uge ud i fremtiden, og arbejderen må også til tider indstille sig på at få ændret sin vagtplan uden så meget som at blive informeret, og derefter få sin intelligens fornærmet af påstande om ikke at være i stand til at læse en vagtplan. Gennem samtaler med andre tidligere ansatte i forskellige spanske virksomheder, har jeg fået bekræftet, at dette på ingen måde er unikt. Måske du nogle steder får din vagtplan i bedre tid end et par dage, men det betyder ikke nødvendigvis, at du har indflydelse på den eller bliver respekteret som et voksent og selvstændigt menneske.
Dette er formentlig en del af grunden til, at spanske unge bor hjemme under studierne; det er i praksis næsten umuligt at have et studiejob, der er bare i nærheden af at kunne betale dagen og vejen, hvis man også vil følge bare nogenlunde med i sin undervisning.

I min naivitet troede jeg, at et fast skema fra uge til uge ville være en fordel for alle parter, og blev derfor meget overrasket over at se situationer som ovenstående.
Hvad jeg tror, der ligger bag hele denne vilkårlighed, er ikke planlægning eller mangel på samme. Jeg tror derimod, at uforudsigeligheden medvirker til at fastholde arbejdstageren i en position, hvor vedkommende er fuldkommen afhængig af andres vilje. Det giver arbejdspladsen en psykologisk magt over medarbejderne, og de kan efterhånden presses til mere og mere absurde vagtplaner og opgaver, om ikke andet, så af frygt for at miste deres hårdt fundne job.

---

Jeg vil nu gerne spekulere lidt i, hvorfor der er disse for mig at se ret essentielle forskelle. Spanien var under et fascistisk diktatur i 40 år, og i sagens natur var fagforeninger ikke det mest populære i løbet af dén periode. De spanske fagforeninger står ikke specielt stærkt i dag heller, selvom de løbende arbejder på at forbedre forholdene, og altså senest fik flere hundredetusinde mennesker på gaden.

Her vender min gymnasieundervisning tilbage, for var der ikke noget med et stærkt dansk fagforeningsvæsen? Var der ikke noget med, at det er takket være dem, at det er lykkedes at få det danske arbejdsmarked frem til den position, hvor det er i dag? Der er respekt for medarbejderen, alle har en kontrakt, der er en generelt respekteret mindsteløn og faste grænser for arbejdsugens længde.
Jeg har hørt rygter om forskellige sager i Danmark, hvor folk blev ansat under elendige kontrakter, og har også selv oplevet ikke at blive betalt tillæg for søndagsarbejde og lignende, men det virker trods alt som undtagelser, og der er en generel interesse, også på politisk plan, for at gøre noget ved det.
Hvis ikke det var for de danske fagforeninger, og de kampe, de har kæmpet gennem historien, kan jeg nemt forestille mig, at vi ville være stillet ligesom i Spanien.

De danske fagforeningers medlemstal er faldende, og historien går, at det er fordi, de har udspillet deres rolle i det danske samfund. Og det kan man måske også godt argumentere for; vi har jo de gode forhold, vi har.

Fagforeningsforhandlet mindsteløn gælder for alle, uanset om de er medlemmer eller ej, så hvorfor bruge X kroner om året på fordele, man alligevel får uden at betale? Jeg har selv befundet mig i denne situation, og kan forstå tankegangen. Det virker umiddelbart lidt meningsløst.
Svaret er: fordi, jo større medlemstal en fagforening har, jo større vægt har den i forhandlinger med arbejdsgivere og deres forskellige organisationer. Fordi, hvis de danske fagforeninger mister deres betydning, hvilken beskyttelse har vi almindelige dødelige så imod, at det danske arbejdsmarked degenererer (og jeg bruger dette ord bevidst) til spanske tilstande?

Fordelene er ikke kun så konkrete som en højere løn. Vi er beskyttet mod udnyttelse fra arbejdsgiverens side, og noget meget vigtigt; arbejdsmarkedets udformning støtter muligheden for studiejobs, og giver os dermed muligheden for at flytte hjemmefra, gøre os fri af vores forældre meget tidligere end i andre lande. I Spanien er det utænkeligt at blive uafhængig af dine forældre før du er færdiguddannet, i Danmark bliver vi smidt ud hjemmefra som ca. tyveårige. Jo, SU'en har bestemt noget at sige, men muligheden for at arbejde ved siden er studiet er essentiel, og, tror jeg, taget så meget for givet, at den er usynlig.

Fagforeningernes historisk tætte forbindelse med Socialdemokratiet spiller formentlig også en rolle, og samspillet har været med til at forme hele den danske stat, som den ser ud i dag. Man kan sige, hvad man vil, om den danske stat, men vi har (endnu) ikke regulære papkassekvarterer i forstæderne til København, og der er et socialt sikkerhedsnet for alle, der bliver lukket ind i fællesskabet. Spanierne tager det mindre tungt med hvem der lukkes ind, ( det gjorde de i hvert fald, før Europa begyndte at lukke grænserne så hermetisk, som de gør nu), men til gengæld er der meget mindre hjælp at hente, når først tingene går galt.

Så: meld jer ind i de fagforeninger. Den pris, det koster per dag, måned eller år, er meget mindre, end hvad det ville have kostet, hvis de aldrig havde eksisteret, eller hvad det kommer til at koste os, hvis de mister deres indflydelse fuldstændigt.

No comments:

Post a Comment