Når i Danmark de dig tiltale

Sidste sommer skrev jeg et længere indlæg om, hvordan jeg oplevede street harassment i Spanien. Kort opsummeret for ikke spansk-læsende brokkede jeg mig langt væk over ikke at kunne læse en bog på stranden i fred, uden at den ene og den anden mandsperson spurgte til mit helbred, min alder, min civilstatus eller kommenterede andre menneskers bryststørrelse. Jeg erklærede også en intention om for fremtiden at give svar på tiltale, og fortælle d'herrer, hvad jeg mener om deres opførsel (også de damer når nødvendigt). Et halvt års tid og et nyt land senere finder jeg øjeblikket inde at vende tilbage til emnet og undersøge, om jeg har fulgt mit eget fortsæt, og om konteksten gør en forskel, for både kommentarer og reaktioner.

Lad os starte med mig selv, som den uendeligt interessante person jeg er. Jeg kan med stolthed oplyse, at jeg siden sidst har fortalt et par spanske vejarbejdere, der opfordrede mit attraktive selv til at komme over til dem og .. ja, vist ikke diskutere vejret, præcis hvad jeg syntes, de skulle stille op med den opfordring. Deres lammede stilhed var det hele værd.

Mit højtråbende selv er også blevet bedre til at komme frem og svare igen til berusede personer, der synes jeg samt veninder skal have en rigtig god aften; ”I lige måde! (tosser)”. Og at få mænd, der mener, de har krav på min opmærksomhed og forhindrer mig i at komme forbi, hvis de mener, det er det, der kræves, til at flytte sig. Lige. Nu.

So far, so good.

Men der er også noget andet. Konteksten er også anderledes. Der er langt færre, der faktisk tiltaler mig, og jeg husker første gang, jeg gik op og ned af Århus gågade 3 gange på et kvarter (jeg var faret vild, og lad os aldrig snakke om dette igen) - det var skønt, at ingen værdigede mig så meget som et blik. Jeg behøvede ikke stikke musik i ørene for ikke at høre ”fit-fiu” og ”hva' så der, smukke”. Fulde tilråb på en fredag nat går ikke på ”smukke piger”, de svinger sig højst op på at opfordre hele selskabet til at komme over til dem og være sociale. Lad gå, det kan være kønnet, men langt fra så eksplicit som i Spanien, og ingen vildtfremmede har spurgt ind til min civilstatus ud af det blå. Når der endelig er behov for at bede folk passe sig selv, føler jeg mig ikke truet i forhold til deres reaktion.

Så jeg gik her og troede, at det reelt var langt mindre kønnet med tilråb her til lands. Jeg tog muligvis fejl.

Sidste weekend gik jeg, blandt andre aktiviteter, igennem Bruun's Galleri med min cykel på slæb, i selskab med en ven. Det var sent en fredag aften, og jeg går aldrig derigennem med cykel normalt, så da nogen forbipasserende unge mænd oplyste, at ”du må ikke have din cykel herinde” (hvortil jeg svarede ”det er jeg ked af” i et tonefald, der indikerede, at jeg absolut ikke var det, men de var allerede væk, og jeg ville ikke råbe indendørs) tænkte jeg, at fulde og dumme – jovist, men ikke at det havde noget med mit hunkøn at køre, og de havde såmænd sikkert ovenikøbet ret. Min ven af hankøn mente nu nok at... han trækker tit og ofte sin cykel igennem Bruun's Galleri, og aldrig har nogen sagt noget til ham, heller ikke sent en fredag aften, og desuden er det fuldt tilladt. Så mit værende hunkøn var nok ikke helt urelateret. Ikke i forhold til kommentarens indhold, men snarere til opfattelsen af retten til at komme med den, og den forventede reaktion. (Det er uklart hvad de ville have ud af det. At jeg skulle sige pænt undskyld og gå ud igen? Nok bare et kick af at kunne fortælle fremmede, hvordan de bør opføre sig og ikke forvente en modreaktion.)

Hvad jeg tror, der sker, er: danske mænd ved udmærket godt, at der falder brænde ned, hvis de er for åbenlyst sexistiske i offentligheden. (Man har ligefrem påstået overfor mig, at det er kropumuligt at date danske fyre, de er ikke til at finde ud af, og de tør ikke lægge an på nogen, af frygt for at være for frembrusende eller noget? Jeg skal ikke forholde mig til udsagnets sandhedsværdi, jeg refererer udelukkende, hvad andre har fortalt. Udvid gerne mine horisonter.) At kommentere på en ung kvindes bryster er en opskrift på ballade, så folk, der mener, at de ejer verden og kan sige hvad de vil, til hvem som helst, finder andre måder at genere omverdenen på. Uhæmmede elevatorblikke begrænses til under alkohol-påvirking, tilråb på gaden gøres så tilstrækkeligt ikke-kønnede, at ingen kan klandre dem for mandschauvinisme, højst for generaliseret idioti. Og altid gemmer vi os bag alkohol.

Om dette så er godt eller skidt, er et interessant spørgsmål (det ikke at bruge folks køn som chikaneringsmateriale, altså; alkoholen er jeg ret fast overbevist omkring). Jeg er bestemt blandt dem, der mener, at det er positivt ikke at skulle føle sig begloet bare for at gå på gaden, og fint at køn kan tages ud af ligningen, når vi endelig absolut skal være ubehagelige overfor hinanden. Risikoen er, at køn, når det fjernes som en åbenlys diskriminationsfaktor, i stedet bliver usynliggjort, langt sværere at sætte fingeren på, og dermed langt sværere at konfrontere. (Tilsyneladende er de fleste sager omkring kønsdiskrimination anlagt af mænd, der føler sig forfordelt. Jeg afholder mig fra kommentarer.)

Ikke desto mindre vil jeg mene, at det går den rigtige vej. Det er dejligt at blive taget seriøst per default, og ikke at skulle bevæbne sig mentalt bare for at kunne gå uden for en dør. Keep up the good work, samfund.